Eventet sluttede af med en festlig awarduddeling, hvor vi kårer Årets gyldne gitterÅrets åbenhedsprisÅrets kvindelige cyberinspirator og Årets SMV indsats.

Nedenfor kan du se års vindere, og hvad de forskellige awards uddeles for.

Det gyldne gitter 

Af alle årets fire priskategorier var det særligt én, hvor juryen var bemærkelsesværdigt enige. Et initiativ, der har sat markante spor i det danske erhvervsliv og som i dag betragtes som et kvalitetsstempel for god it- og datasikkerhed. 

Det er et fælles projekt, hvor flere stærke aktører er gået sammen om at løfte niveauet for digital ansvarlighed – ikke mindst blandt små og mellemstore virksomheder, som i stigende grad efterspørger konkrete værktøjer og vejledning i en kompleks og reguleret sikkerhedsverden. 

Initiativet har vist sin relevans særligt i lyset af de skærpede krav og nye regulativer, virksomheder står over for. Det har ramt en nerve – og skabt både synlighed, værdi og konkrete resultater. Siden lanceringen i september 2021 har aktørerne bag arbejdet målrettet for at styrke virksomheders sikkerhedscompliance og skabe øget digital tryghed. 

Det er netop dét arbejde, der nu har bragt dem til endnu en milepæl – med 100 virksomheder, der allerede har opnået ordningen – og som i dag bringer dem helt op på scenen.   

Vinder af ‘Det gyldne gitter’ 2025: D-mærket 

Åbenhedsprisen

Det har været en kategori med mange gode kandidater, virksomheder og individer, som virkelig har været åbne omkring deres erfaringer med cybersikkerhed og hackerangreb. Men juryen har noteret sig, at vinderen i år for alvor har udmærket sig ved at tage åbenhed til nye højder ved at vælge en modig, proaktiv og transparent kommunikation om deres hackerangreb lige fra start af, så andre i branchen har kunne lære af deres oplevelse. Det er gennem denne type åbenhed, at vi i fællesskab får styrket vores nationale cyberberedskab og bliver mere robuste.

Åbenhedsprisen går til en virksomhed, der blev ramt af et hackerangreb i december 2024. Deres håndtering og kommunikation efter angrebet fortjener en kæmpe anerkendelse. I stedet for at feje det under gulvtæppet, har de åbent delt deres erfaringer, blandt andet med et indlæg i Ingeniøren med overskriften: ”Vi blev hacket – lad vores historie være en advarsel til andre vandværker” og foretaget adskillige interviews med lokal og nationale medier.

Alt sammen med det formål at advare og hjælpe andre virksomheder inden for samme branche med at styrke deres cybersikkerhed og lære af deres erfaringer.

Vinder af ‘Åbenhedsprisen’ 2025: Tureby Alkestrup Vandværk

Årets kvindelige cyberinspirator

Så er vi nået til prisen for Årets Kvindelige Cyberinspirator. Og her synes jeg, at det er værd at fremhæve og anerkende, at det har været et virkelig stærkt felt af kandidater og nomineringer i denne kategori i år. Det har årets jury været yderst begejstret for at se. Der er behov for mere diversitet i tech-verdenen og især inden for cybersikkerhed. Det er fantastisk at se de mange kvinder, som dagligt yder en kæmpe indsats på området og sætter cybersikkerhed og mere diversitet på dagsordenen.

Vinderen i år er derfor også en person, som virkelig har gjort sig fortjent til denne udmærkelse. Hun er en ildsjæl og har gennem sit arbejde engageret over 30.000 unge og haft stor andel i at identificere og udvikle Danmarks næste generation af cyber-talenter. Hun har formået at skabe stærke offentlige og private samarbejder, udviklet uddannelsesmaterialer og arbejdet målrettet for større diversitet i feltet.

Hun står blandt andet bag den nordisk-baltiske tænketank CyberBridgeForum, hvor hun bringer eksperter og organisationer sammen på tværs af landegrænser for at styrke cybersikkerhedskompetencer og inspirere til øget digital robusthed.

Hun betragtes i cybermiljøet for at være en sand helt, der gør en reel forskel og er en kæmpe inspiration. Det gør hende til en yderst fortjent vinder af prisen som Årets Kvindelige Cyberinspirator.

Vinder af ‘Årets kvindelige cyberinspirator’ 2025: Linda Mostrup Pedersen

Årets SMV indsats

Vinderen af årets SMV-indsats 2025 har bevist, at innovation og cybersikkerhed sagtens kan gå hånd i hånd. Det er en virksomhed med et kæmpe potentiale, som har set et behov i markedet for at uddanne og styrke virksomheders og Danmarks cyberkompetencer- og beredskab. TDC Erhverv rapport, der blev lanceret i dag, viser, at det kun er 20% af danske virksomheder, der har en beredskabsplan, der involverer alle medarbejdere. Og som vi ved, udgør medarbejdere ofte en af de større sikkerhedssårbaheder, hvorfor uddannelse og træning af medarbejdere er forretningskritisk.

Den danske startupvirksomhed har udviklet en AI-drevet simuleringsløsning, der træner medarbejdere i at spotte phishing-angreb og derved lære bedre at håndtere cyberangreb. Amerikanske Google har også set potentialet i virksomheden og udvalgt dem til deres elite- og vækstprogram for cybersikkerhed. Det er en kæmpe anerkendelse og skulderklap og beviser, at en mindre dansk virksomhed kan gøre en stor forskel – både nationalt og internationalt.

Vinder af ‘Årets SMV indsats’ 2025: Moxso